Årets musical: Maskerade

Nyheder

Høje-Taastrup Gymnasiums musicalhold slipper i år Ludvig Holbergs vanvittigt morsomme komedie Maskerade løs i fri nutidsfortolkning. Musicalen spiller i gymnasiets auditorium tirsdag 5/2, onsdag 6/2 og torsdag 7/2 kl. 19. Dørene åbnes kl. 18.30, og der er gratis adgang for alle.

Holberg skrev Maskerade i 1724, som et modsvar til at man i København havde forbudt maskeradefester, fordi man mente, at de førte til utugt og løssluppenhed hos unge mennesker. Holberg var fornuftens og oplysningens mand, og han mente at unge mennesker – både piger og drenge – skulle have lov til at more sig. Holberg mente, at maskeradefester var en god måde for alle at lære hinanden at kende på, på kryds og tværs af sociale skel, og at det var ufornuftigt at forbyde unge mennesker at leve deres liv. Maskerade er et generationsoprør, hvor de gamle sure mænd og fædre, Jeronimus og Leonard, vil bestemme, hvem de unge skal gifte sig med, og de vil forhindre de unge i at gå til fest. De gamle sure mænd holder både de unge og deres koner indespærret, men det slipper de ikke godt fra, for, som altid hos Holberg, så er det tjenerne, der er de klogeste, og de klogeste narrer som bekendt altid de mindre kloge… Og tjenerne… ja, de er altid på de unges og på kærlighedens side…

Musicalholdet glæder sig til at underholde jer med en forrygende lattervækkende komedie, der giver lidt at tænke over for både unge og gamle.

Maskerade er nemlig ej blot til lyst, for arrangerede ægteskaber og tvangsægteskaber blev forbudt ved lov i Danmark allerede i 1539 og har været det lige siden. At Holberg næsten 200 år senere alligevel lader de gamle sure fædre prøve at arrangere ægteskab for deres børn, i stedet for at lade de unge bestemme selv, viser os, hvor ufornuftige, gammeldags og ude af trit med tiden Holberg syntes, at fædrene var. Og i dag – næsten 500 år senere – er der da heller ingen forældre, der skal blande sig i, hvordan og med hvem unge mennesker skal leve deres liv. Det skal de unge helt selv bestemme. Det er jo de unges liv. Og livet skal leves.

Share on Facebook
Facebook
Del på facebook
HTG Musical 2019: Maskerade