Påskebrev

Nyheder

Kære elever og forældre

Vi håber, at I har det godt og passer på jer selv i denne noget underlige tid. Her op til påskeferien vil vi lige give jer en kort status på de forløbne tre uger. Vi har indtryk af, at I har fundet en form for rytme i jeres nye hverdag, og at både lærere og elever er ved at være fortrolige med den virtuelle undervisning, selvom der selvfølgelig er udfordringer.

Standpunktskarakterer og årskarakterer

Mandag d. 30. marts fik alle elever deres standpunktskarakterer, som er givet, inden skolen lukkede ned. Det betyder, at den virtuelle undervisning, der har været afholdt siden d. 12. marts ikke er med i vurderingen, som ligger til grund for karaktererne.

Årskaraktererne bliver givet i maj som planlagt, og her vil arbejdet i de virtuelle moduler blive medtaget i vurderingen.

Eksamen

Vi forventer stadig, at vi kan afvikle eksamen som planlagt. Hvis det går, som vi regner med, vil eksamensplanen blive offentliggjort d. 11/5 (de skriftlige eksaminer) og d. 15/5 (de øvrige eksaminer). Vi følger naturligvis udviklingen, og orienterer jer, hvis der kommer andre udmeldinger fra ministeriet.

SRP/SSO

Som I ved, har vi ændret SRP-skriveperioden, så den nu ligger fra torsdag d. 16/4 til torsdag d. 30/4. SSO-skriveperioden er også ændret, så den nu ligger fra fredag d. 17/4 til fredag d. 24/4. Vi håber selvfølgelig på, at vi er tilbage på skolen efter påske, så I har de bedst mulige forhold til at skrive opgaven i. Hvis ikke vi er tilbage på skolen efter påske, skal I alligevel skrive SRP/SSO, og al vejledning, værksteder osv. vil da blive afholdt virtuelt.

Vores bibliotekar, Kristina, har samlet nogle råd til at finde materialer online HER, og for at komme til bibliotekernes databaser med litteratur, artikler osv. kan I trykke HER. I er også velkomne til at skrive til Kristina (KD), hvis har brug for hjælp til litteratursøgningen.

Tysklandstur

På grund af usikkerheden omkring, hvornår det igen vil være muligt at rejse, bliver 1.g’ernes tur til Hamborg desværre aflyst.

Gallafest

Selv hvis vi er tilbage på skolen efter påske, vil der helt sikkert være regler for, hvordan vi må omgås, og derfor tror vi ikke på, at vi kan afholde gallafesten d. 1. maj, som vi først havde meldt ud. I stedet har vi besluttet at slå gallafesten og huefesten sammen til én stor fest, hvor vi forhåbentligt kan fejre, at vi er vendt tilbage til normale tilstande. Nu vil vi i samarbejde med afgangseleverne planlægge en god løsning, hvor alle får det optimale ud af festen. Det vil sige, at afgangseleverne får deres fine studentermiddag og for de øvrige elever vil der være fællesspisning med klassen og fælles fest bagefter. Hvis I har spørgsmål eller input til festen, så skriv til ledelsen.

Til slut vil vi blot ønske jer alle sammen en rigtig god påskeferie. Forhåbentlig bliver vejret godt, så man kan komme ud og nyde foråret. Og så glæder vi os til forhåbentlig snart at se jer på skolen igen.

De bedste hilsener fra HTG

Share on Facebook
Facebook
Del på facebook