Legat til ildsjæl

De sidste måneder har Sara El-Khatib præsenteret HTG-elever for jer. Nu er det Saras egen tur. Sara er ikke bare engageret på HTG, men også så engageret i sit lokalområde, at hun har vundet Zontas-legatet for sit engagement.

Nyheder

Sara El-Khatib går i 3k. I starten af april blev hun glædeligt overrasket med en e-mail fra Zontas-fonden:

“Tillykke, du har vundet vores legat for Young Women in Public Affairs. Vi synes, at du yder en flot præstation i dit frivillige arbejde. Det er så flot, at du sætter fokus på etnisk diversitet og arbejder på at vende det til en styrke frem for et problem. Flot, at du blander dig i den offentlige debat. Der er brug for unge mennesker som dig.”‘

Sara har fået legatet, fordi hun arbejder frivilligt i forbindelse med Ungerådet i Gadehavegård, i Mellemfolkeligt Samvirke og på HTG. I den seneste tid har Sara især været aktiv i forhold til nedrivningen og genhusningen af familier i Gadehavegård, som hun selv og hendes familie bliver ramt af. Læs interview med Sara i Berlingske . På HTG er vi stolte af at have elever som Sara, der ikke bare accepterer tingenes tilstand, men handler og råber op.

 

Hvad tænkte du, da du fik besked om at du havde fået legatet:

Da jeg fik besked om, at jeg havde modtaget prisen var jeg ret chokeret. Da jeg søgte legatet havde jeg ingen forventninger. Jeg søgte legatet kort før jeg begyndte at skrive SRP, så mit fokus var alle vegne. Da jeg modtog mailen om, at jeg havde vundet legatet, kom det meget uventet. Men det er også sådan en tilgang jeg altid har haft til ting, som jeg går ind til. Jeg er optimistisk omkring det, men har aldrig forventninger, og det kan være et godt råd til nogen, der eventuelt vil starte et projekt op, men måske tøver med det.

Hvorfor skal man engagere sig i sin omverden?

Jeg vil helt klart opfordre andre til at engagere sig som jeg gør. Det behøver nødvendigvis ikke være på samme måde som mig, men hvis man inderligt brænder for noget, som man personligt selv finder relevant og vigtigt, så synes jeg helt klart, at man skal gøre det. Som nævnt, er det vigtigt, at man ingen forventninger har. Det vigtigste er, at man elsker det, man laver, og så kommer succesen. På trods af, at man nok kommer til at møde modstand og kritik fra andre samt at man tager en risiko, som man måske ikke er særligt komfortabel med, skal man altid stole på processen og tænke, at man nok skal klare det, og at det nok skal blive en kæmpe succes.

 

Share on facebook
Facebook
Del på facebook