- Er du vild med bevægelse?
- Har du lyst til at dyrke sport?
- Er du naturvidenskabeligt eller samfundsfagligt interesseret?
- Kan du lide at stå fagligt på tæer og blive udfordret?
– så er idrætslinjen på HTG noget for dig!
På HTG har vi fantastiske idrætsfaciliteter, der omfatter multihal med klatrevæg, danselokale og fitnessrum. Vi har også store udendørsarealer med fodboldbane, atletikbaner og en multibane. Der er således rig mulighed for at dyrke sport og bevæge dig både i og uden for skoletiden.
Vi har naturligvis idræt på B-niveau, og hvis du dyrker sport på et seriøst plan, tilrettelægger vi dit skema, så du kan passe din træning. Elever, der søger denne særlige idrætslinje, optages i samme klasse, og du har mulighed for at vælge enten en naturvidenskabelig studieretning eller en samfundsfaglig studieretning.
Vi går meget op i, at du som elev kan se, hvordan de enkelte fag anvendes i praksis, og det betyder, at du sammen med dine klassekammerater kommer til at arbejde selvstændigt med at løse autentiske og konkrete problemstillinger i både enkeltfaglige og flerfaglige forløb. Det er derfor vigtigt, at du er indstillet på, at undervisningen også kan foregå uden for klasselokalet.
Det betyder meget for os, at du som elev har indflydelse på din egen skolehverdag, og vi har hvert år en demokratidag. Vi har mange elevudvalg, hvor du kan opnå indflydelse på forskellige dele af skolens liv, og du kan altid selv nedsætte et udvalg.
Vi glæder os til at se dig.
Husk at skrive i din ansøgning, at du ønsker at blive optaget på idrætslinjen.
Hvis du har spørgsmål om idrætslinjen, så kan du ringe eller skrive til rektor Ida Diemar jf. nedenstående kontaktoplysninger. Du er også velkommen til at sende hende en besked på Messenger.