Kære studenter

Den litteraturteori, der beskæftiger sig med litteraturen fra romantikken kredser ofte om brugen af symboler og metaforer, fordi det er to figurer, der skaber sammenhæng og harmoni. Imidlertid kan man også betragte den romantiske litteratur på en anden måde – nemlig ved at fokusere på allegorien og metonymien, der ikke samler, men skiller ad, viser de enkelte dele fremfor helhed. Insisterer på, at der ikke skal være én samlet fortælling.

Det er klart, at den første anskuelse er mere behagelig – hvem synes ikke godt om harmoni, men på den anden side er der ikke plads til – synes jeg – at studere de forskelle, der giver os et mere nuanceret blik på den romantiske litteraturs livsanskuelse. Og dermed også vores egen i dag.

For jeg hylder forskelle, og jeg kan ikke understrege nok, hvor vigtigt det er at være åben for diversitet – og forsøge at være opmærksom på vores – skolens – og især mine egne blinde vinkler.

Det er jeg heldigvis ikke alene om at være opmærksom på, og tendensen viser sig da også i moderne dansk litteratur. Gry Stokkendahl Dalgas forsøger i sin lille men betydningsfulde bog ”Jeg performer transkønnet vrede” at gøre op med den traditionelle binære opdeling af vores virkelighed. Hun refererer en samtale med sin kæreste, der foretrækker det personlige pronomen de – og det lyder således ”de er non-binær, og alt det, jeg taler om, er binært. Mand eller Kvinde. Trans eller cis. Eufori eller dysfori.”

Hvis man ikke kan identificere sig med fx mand eller kvinde – ja så bliver man altså nødsaget til at findes i et ”eller”. Det kan ingen selvfølgelig være tjent med, og nye problemstillinger og syn på vores fælles verden fordrer måske et nyt sprog. Digteren Anna Rieder har skrevet sin første digtsamling, mens hun var indlagt på psykiatrisk, og siden har hun – sammen med sin psykiater skrevet en slags dagbog – for netop at undersøge eksistens og væren i nye sproglige formuleringer.

Og selvfølgelig betyder sproget noget, og det er ikke så mærkeligt, at der i dag efter fx Black Lives Matter og Me Too er udviklet en større bevidsthed om og et sprog for at tale om ulighed, uretfærdighed og repræsentation. Det kan skabe tvivl om, hvad man må sige, hvad man ikke må sige og på hvilke måder. Spørgsmålene melder sig – man kan være tilbøjelig til at overse forskelsbehandling, hvis man selv er positioneret i en majoritetsposition – som privilegeret og hvid. Det er der jo mange eksempler på.

Dét havde den afro-amerikanske forfatter Toni Morrison allerede sin opmærksomhed på i 1993, da hun udgav essaysamlingen Mørkespil, Hvidhed og den litterære fantasi, som blandt andet er en kritik af sprogets raceprægede og racebestemte lænker. Det er 30 år siden og for 10 år siden udkom en for dansk litteratur, men også for Danmark som sådan, en skelsættende digtsamling af Yahya Hassan, som netop skaber et helt nyt poetisk sprog, der formulerer alt det, der er svært, tabubelagt og fortrængt i relation til hans egen barndom og ophav, og i høj grad også i relation til et land, hvor man er en minoritet og ikke føler sig accepteret. Dette dilemma har også Maja Lee Langvad peget på, og hun fabulerer ironisk over betegnelsen pæredansk – og ender da også med at kalde sig selv æbledansk. Der er siden Yahya Hassan udkommet megen litteratur, der fremskriver et nyt poetisk ståsted, hvor både minoriteter OG majoriteter tilbydes et nyt sprog – eller nye sprog – drevet af nysgerrighed, tolerance og et kritisk, undersøgende blik, der kan rumme modsætninger, paradokser og alt det, der skurrer.

Agota Kristof – der er af ungarsk oprindelse, men som skriver på fransk – og som i øvrigt er oversat til dansk af en vores lærere – mister sit sprog og fortæller sin historie på et sprog, fransk, hun ikke mestrer særligt godt. Hun skriver på et sprog, hun ifølge sig selv, er dårlig til, for netop at kunne sætte ord på den følelse, hun har af at føle sig forkert.

Og jeg kan ikke lade være med at tænke, at vores skole – I – er et fysisk udtryk for de nye poetiske sprog. I er om nogen en divérs gruppe af elever – undskyld: Studenter – der viser vejen for Danmark: vores forskelligheder, særpræg og mangfoldighed er en styrke for fællesskabet. Jeg tør derfor godt nu læne mig tilbage – for jeg er nu i jeres trygge hænder. Det skal I have stor tak for.

Det er svært at sige farvel –– og derfor vil jeg heller ikke sige dét. I stedet vil jeg med Tove Ditlevsen sige således:

”Så tag mit hjerte i dine hænder
men tag det varsomt og tag det blidt
det røde hjerte – nu er det dit.
Det slår så roligt, det slår så dæmpet
for det har elsket og det har lidt
nu er det stille – nu er det dit.”

Tillykke med eksamen – og held og lykke.

 

Se billeder fra dagen i Lokalavisen og på HTG’s Instagram.