Sigrid Prien Gregersen fra 3z kom lettet ud fra matematik A-eksamen, hvor hun havde været oppe i differentialligninger og logistisk vækst – ikke det letteste emne af afslutte 3 års gymnasietid med, men Sigrid tog det helt køligt og har også en interesse for både matematik og fysik, som nok skal bringe hende langt. Foreløbig satser hun på at læse på DTU efter sommerferien.
Årets første HF-student blev Kasper Hou Vangsaae, som afsluttede sin eksamen i engelsk om de australske aboriginals. “Jeg er meget tilfreds lige nu,” lød det smilende fra Kasper, der glæder sig til at han skal leve lidt efter to hårde år på HF. “Det bliver til et sabbatår først, hvor jeg skal arbejde og rejse. Og så skal jeg læse noget med IT bagefter.”
Både Sigrid og Kasper kommer til at savne skolen, fællesskaberne og vennerne, når de på fredag siger farvel til Høje-Taastrup Gymnasium, men det er alligevel en lettelse at være færdige. Og de er helt enige om, hvad det bedste råd er til alle dem, der ikke har været oppe endnu: “Det skal nok gå!”
Tillykke til Sigrid og Kasper og alle de mange andre studenter!
