Antimobbe-strategi

På Høje-Taastrup Gymnasium er det faglige fællesskab i centrum. Vi arbejder for, at vores elever skal trives både emotionelt, socialt og fagligt og komme videre i livet som hele mennesker.

Vi er meget bevidste om, at god trivsel er en forudsætning for dannelse og læring. Det betyder, at eleverne i samarbejde med ledelse, lærere og skolens øvrige personale skal medvirke til, at vi opretholder et godt undervisningsmiljø og giver lyst til læring. Et led i trivselspolitikken for Høje-Taastrup Gymnasium er vores indsats mod mobning.

Definition

Ved mobning forstås det at skade en anden person ved at udsætte denne for nedværdigende, krænkende og/eller ekskluderende behandling, det være sig fysisk, verbalt eller ved brug af digitale/sociale medier. Mobning er ikke en konflikt, men et overgreb.

Årsagen til mobning skal ikke findes i den enkelte, men i det fællesskab og den gruppesammenhæng, som den enkelte er en del af. Mobning involverer hele klassen og har konsekvenser for alle i klassen. Når der er mobning, skal det derfor håndteres med fokus på hele fællesskabet, samtidig med at der tages vare på den elev, der er udsat for mobning.

På Høje-Taastrup Gymnasium skal det være trygt at være og trygt at lære – mobning strider mod dette og tolereres derfor på ingen måde.

På Høje-Taastrup Gymnasium  arbejder vi ud fra de 8 tegn på mobning, der er defineret af DCUM i 2021.

  1. Når drilleri ikke længere er for sjov
  2. Når konflikter ikke længere kan løses
  3. Når udstødelseshandlinger bliver systematiske
  4. Når fællesskabet er præget af utryghed
  5. Når fællesskabet har en lav tolerancetærskel
  6. Når fællesskabet mangler empati
  7. Når fællesskabet er præget af magtubalance
  8. Når fællesskabet er præget af ensomhed

Tiltag til forebyggelse af mobning

Som skole har vi til hver en tid ansvaret for at forebygge mobning. Vi arbejder løbende på at optimere denne indsats og dermed skabe et trygt læringsmiljø. Vores fokus er på at skabe en kultur, hvor alle trives. Nedenstående er eksempler på trivselstiltag på HTG, der bl.a. har til formål at mindske tilfælde af mobning:

  • Oplysning, vejledning og dialog om skolens antimobbe-strategi
  • Intro-forløb i alle klasser med særlig opmærksomhed på dannelse af en positiv klassekultur
  • Mentor til hver enkelt elev og tæt lærerteamsamarbejde om en klasse for at skabe samhørighed, tolerance og respekt i klassen
  • Sociale arrangementer på tværs af klasser og årgange
  • Venskabsklasser
  • Indslusningssamtaler og tæt kontakt til studievejleder i hele uddannelsen
  • Små klasser med mere rum og tid til den enkelte elev
  • Oplæg om og undervisning i digital dannelse
  • Oplæg om og undervisning i seksuelle minoriteter
  • Dialogtimer med fokus på kontroversielle emner, empatisk nysgerrighed og demokratisk dialog

Procedure ved tilfælde af mobning

  • Elevens teamlærer involveres
  • Teamlæreren viderebringer information til ledelsen
  • Ledelse, teamlærer, studievejledere og involverede afdækker problemets omfang
  • Der udformes en plan for videre handling med fokus på enkeltelever og fællesskabet
  • Støtte, hjælp og vejledning til den mobbede (psykolog, andre trivselstilbud)
  • Eventuelt involveres en konfliktmægler, hvis det skønnes nødvendigt for klassens trivsel
  • Der sanktioneres efter HTGs gældende studie- og ordensregler