Gymnasiet har en lang tradition for at afholde arrangementer af mange forskellige arter. Det sker både i skoletiden, når skemaet brydes op til fordel for alternative arrangementer med faglig tyngde, og uden for skoletiden til fester, caféer og lignende. Aktiviteterne er alle med til at give nye kræfter til den daglige læring og styrke det sociale fællesskab, som er en meget vigtig del af det at gå på HTG.
Fester
Fredagscaféer
Frivillig billedkunst
Frivillig Computational Tinkering
Frivillig musik
Frivillig skriveklub
Fællestimer
HTGsamling
Idrætsdag
Musical/skolekomedie
Skolebladet HTG-NYT
Skoleråd
Spilcafé
Sport
Studie- og udvekslingsrejser
Sundhed
Teatergruppen
Fester
Der bliver holdt fest på HTG flere gange om året. Der er elever fra alle klassetrin med i skolens festudvalg, og du kan også være med. Skriv til Festudvalget på Lectio eller send en mail til jp@htg.dk.
Fredagscaféer
På udvalgte fredage er der fredagscafé. Der bliver serveret kage og drikkevarer i en hyggelig atmosfære. Fredagscaféerne er et uformelt forum, hvor du kan mødes med dine klassekammerater og elever fra de andre klasser. Afholdelse af fredagscaféer går på skift mellem klasserne, og overskuddet går til arrangørerne.
Frivillig billedkunst
I frivillig billedkunst kan man arbejde kreativt med det, man har lyst til (tegning, maling, skulptur, arkitektur, foto osv.). I år er der også mulighed for at være med til et elevstyret udsmykningsprojekt sammen med andre på holdet, hvor det handler om at lave kunst, der kan hænge på skolen.
Frivillig Computational Tinkering
I frivillig Computational Tinkering er der mulighed for at lege med Arduino, MicroBit, robotter, kodning mm. Man bestemmer selv hvad man vil lege med. Vi stiller udstyr frem, rådgiver og hjælper hvis man vil i gang med større projekter. Aktiviteten er for alle, både erfarne tinkers såvel som nysgerrige og interesserede sjæle. Det er altså ingen forudsætning at man allerede kender til kodning og elektronik. Vi hjælper gerne i gang.
Frivillig musik
I frivillig musik sætter eleverne dagsordenen. Der arbejdes med de numre, som de fremmødte foreslår, og som der (i samråd med læreren) kan opnås enighed om, og som skønnes at være mulige at realisere. Der er adgang for alle, der har interesse for at musicere, og der kræves ingen forkundskaber, ligesom det jo, som navnet antyder, er frivilligt, om man dukker op – om end det selvfølgelig er ønskeligt med en fast kerne af deltagere, ikke mindst i forbindelse med optræden. Vi mødes hver tirsdag efter 4. modul i B113 og spiller og synger sammen i ca. 1½ time.
– Kontakt Jan (JF) ved interesse.
Frivillig skriveklub
Skriveklubben er et samlingssted for elever, der er interesserede i kreativ skrivning. Vi mødes og læser jeres egne tekster efter “prima vista”-metoden, som er en metode, hvor alle (udover forfatteren) ser teksten for første gang, idet den læses op. Man kan selv læse op eller få en af lærerne til det. Herefter taler vi om teksten i fællesskab – hvad går den ud på? Hvordan fungerer sproget? Hvad er tekstens præmis? og lignende – alt sammen med henblik på at forbedre vores skrift og blive bedre læsere. Vi vil også lave konkrete skriveøvelser og læse uddrag af eksemplarisk litteratur.
Der ingen grænser for, hvilken slags tekst, man kan møde op med til skriveklubben (kun hvad angår omfang – max tre sider ad gangen). Skriveklubben er et fortroligt rum, hvor vi i sagens natur kommer til at vende sårbare og følsomme emner, og vi gør vores ypperste for at skabe et trygt og tolerant fællesskab, hvor vi netop kan behandle det svære og følsomme – hele tiden med udgangspunkt i teksten og tekstens virkelighed – ikke i forfatterens.
Har man lyst til at deltage, dukker man bare op. Det er også fint bare at være med for at læse andres tekster – det udvikler man sig også af! Datoerne fremgår af skemaet i Lectio og ligger en eftermiddag ca. hver tredje uge. Hvis man gerne vil have tekst på, skal man sende den til Emilie (ES) eller Mathias (MSH) om morgenen på dagen for skriveklubben. Vi printer ud. Hvis man bare vil høre mere om skriveklubben, er man også meget velkommen til at kontakte Emilie og Mathias.
Fællestimer
I løbet af skoleåret bliver der holdt fællesarrangementer for hele din årgang, for hele skolen eller for udvalgte valghold. Det er arrangementer, som bringer jer sammen på kryds og tværs af interesser. Vores mange arrangementer er noget af det, som betyder rigtig meget for fællesskabet på skolen.
HTGsamling
HTGsamling er et vigtigt fælles forum for kommunikation og underholdning i skolens kantine, og eleverne har stor indflydelse på, hvad der foregår på samlingerne. Det er stedet, hvor man bliver orienteret om, hvad der foregår på skolen både fagligt og socialt. Der bliver holdt samling hver 3. uge.
Idrætsdag
Det første fælles skolearrangement hvert år er idrætsdagen, som foregår ved Albertslund Badesø. Her dyster eleverne mod hinanden i forskellige discipliner på land og i vand, og vinderen af idrætsdagen kåres den efterfølgende HTGsamling.
Musical/skolekomedie
Musicalen/skolekomedien på HTG er for alle elever, der har lyst til at være med. Straks efter nytår begynder prøverne, og elever fra alle klasser og klassetrin samles for at lave en fantastisk forestilling. Musicalen/skolekomedien har fast premieredato mandag i uge 6 og afsluttes med en stor fest for deltagerne.
– Kontakt Birthe (BHA) eller Nina (NJ) ved interesse.
Skolebladet HTG-NYT
Sidste år udkom HTGnyt løbende online, men i dette skoleår forventer redaktionen at udgive et trykt magasin. Det glæder vi os til!
I mellemtiden – hvis du vil være med i redaktionsgruppen – kan du kontakte Marius 3s eller Rebecca 3u.
Skoleråd
Høje-Taastrup Gymnasium har et skoleråd, hvor repræsentanter fra alle klasser deltager. Skolerådet holder jævnligt møder og tager emner op, som eleverne ønsker at diskutere.
– Kontakt Morten (Sø) ved interesse
Spilcafé
Spilcaféen er en tilbagevendende eftermiddagsbegivenhed på HTG, hvor elever fra alle hold og årgange mødes i kantinen for at udfordre hinanden i alle typer af brætspil.
Der er noget for enhver smag: Vi har Pokersæt med tilhørende jetoner i diskrete aluminiumskufferter, vi har klassiske brætspil som skak og go og vi har Vestegnens (formentlig) største samling af nyere brætspil, der udfordrer deltagernes evner inden for alt fra tegnefærdigheder til logisk tænkning til psykologisk indsigt, samarbejdsevne og meget, meget mere.
Vigtigst af alt har vi god stemning og masser af folk, der gerne vil spille! Der er altid popcorn og chips på bordene (ja, det er gratis!), cola og Faxe Kondi kan købes til rimelige priser og den altid behagelige baggrundsmusik bidrager til at gøre de gode vibes endnu bedre.
Mød op, kom alene eller tag hele klassen med – alle er velkomne 🙂
Sport
Der er mange muligheder for at dyrke motion på HTG. Hold fra skolen deltager ofte i sportsturneringer mod andre skoler, og der er forskellige frivillige idrætstilbud efter skole. Tilbuddene varierer fra skoleår til skoleår.
Studie- og udvekslingsrejser
På Høje-Taastrup Gymnasium kommer eleverne på både STX og HF på studietur.
STX-eleverne har en sprogtur i 1g: Tyskeleverne tager til Tyskland og franskeleverne til Frankrig. I 2g rejser alle på en studietur med klassen. I 3g er der som regel en sprogtur for spanskeleverne, og derudover er det muligt at tage på en studieretningstur.
HF-eleverne rejser på en studietur med klassen i 2hf.
På både STX og HF er studieturene obligatoriske. Der er et loft for prisen på studieturen på 4000 kroner. Derudover kommer prisen på de øvrige rejser. Skolen laver en opsparingsordning, så betalingen bliver delt ud over flere rater.
Ud over studierejser, har HTG udvekslingsaftaler med Ohio, USA og Hiroshima, Japan. Japan gentages årligt, og USA gentages hvert 2. år. Det er 10 udvalgte elever, der kan komme på udvekslingsrejse. På udvekslingsrejserne er der egenfinansiering.
Sundhed
Som en del af skolens sundhedsstrategi bliver bevægelse og sundhed integreret i hverdagen hele året rundt. I uge 40 bliver vi endnu mere sunde: Kantinen serverer sundere alternativer, der er gratis tilbud om sund morgenmad og frugt, og der foregår et hav af sunde aktiviteter i løbet af sundhedsugen. Der er også et fællesarrangement med en oplægsholder, der kan komme med en spændende og anderledes vinkel på sundhedstemaet.
Teatergruppen
En gruppe elever fra HTG tager sammen i teatret. Har du lyst til at være med i gruppen og tage med andre elever fra skolen i teatret, kan du kontakte Daniel fra 3s.