Studievejledning

HTGs studievejledning og Studievalg Danmark.

Hver klasse får tilknyttet en studievejleder, som gennem STX- eller HF-forløbet støtter og vejleder dig. Studievejlederne gennemfører samtaler med alle elever i de første måneder af 1.g eller 1.hf, og flere gange i løbet af studietiden vil studievejlederne stå for kollektive vejledningstimer. Derudover er der altid mulighed for, at elever kan tale med deres studievejleder, hvis der er brug for det.

Se træffetider og fordeling af studievejledere

Mål for studievejledningen

Vi arbejder for, at eleverne på Høje-Taastrup Gymnasium gennemfører deres uddannelse med størst mulig fagligt og socialt udbytte. Derfor taler vi dagligt med eleverne om mange forskellige emner, så ønsket om en gymnasial uddannelse kan indfries.

Kollektiv vejledning

Alle klasser har tilknyttet en studievejleder, som vejleder klassen i forhold til valg af studieretning, valgfag, studievaner, SU, fraværsregler, skolekode mm. Ligeledes orienteres der om, hvilke krav og forventninger skolen har til sine elever.

Individuel vejledning

Alle elever møder deres studievejleder i 1.g til en indslusnings-samtale. Derudover er der rig mulighed for at få individuel vejledning om f.eks. planlægning af tid, private forhold, fagligt standpunkt, valg af studieretning, fravær, motivation og trivsel. Studievejlederne har tavshedspligt.

Gruppevejledning

Gruppevejledning tilbydes særligt udvalgte grupper. Formålet er at skabe større trivsel og motivation samt at mindske frafaldet blandt vores elever. Over 10 gange vil eleverne lære at blive bedre til at opstille realistiske mål for deres skoleliv.

Fravær

Når man begynder på gymnasiet, forventer vi, at man deltager aktivt i timerne og afleverer sine skriftlige opgaver. Derfor holder studievejlederne øje med ens fravær. Det gør vi ikke for at straffe nogen, men for at støtte den enkelte elev i sin skolegang og hjælpe, hvis udfordringerne bliver for store.

Eksamensangst

Lider du af eksamensangst? Eksamen fylder psykologisk meget hos mange elever. Derfor tilbyder vi et kursus, hvor man lærer at tackle sin nervøsitet, forventninger og præstationsangst, så man kan blive bedre ved eksamensbordet.

Skolepsykolog

Høje-Taastrup Gymnasium har p.t. to skolepsykologer ansat, som man gratis kan benytte sig af, mens man er elev på gymnasiet.

Studievalg Danmark

På gymnasiet møder eleverne Studievalg Danmark, som kan hjælpe med valg af uddannelse efter gymnasiet. Studievalg Danmark laver både kollektiv og individuel vejledning. Ligeledes kommer man i 2.hf og 3.g på en uddannelsesmesse, hvor man kan blive klogere på sine fremtidsplaner.