Hvad er HF?

HF er en 2-årig uddannelse, som især fører til videregående uddannelser på erhvervsakademier og professionshøjskoler.

På HF skal du have en række obligatoriske fag det første år. Du skal vælge en fagpakke på andet år. Pakken består af to fag og et valgfag. Du skal til eksamen i alle fag og får ingen årskarakterer.

 



Første år

I 1. og 2. semester har du fagene dansk, engelsk, kultur- og samfundsfagsgruppen (KS), matematik, naturvidenskabelig faggruppe (NF) og dit kunstneriske fag eller idræt. Du skal til eksamen i dit kunstneriske fag eller idræt efter 1. semester. Ved slutningen af 2. semester skal du til eksamen i matematik og ét af fagene i den naturvidenskabelige faggruppe (NF), som Undervisningsministeriet udtrækker.

  • Kultur- og samfundsfagsgruppen (KS) består af fagene historie B, samfundsfag C og religion C.
  • Den naturvidenskabelige faggruppe (NF) består af fagene biologi C, geografi C og kemi C.

I løbet af 1.hf skal du vælge din fagpakke. Fagpakken består af to fag, der toner din HF-uddannelse i en bestemt retning.

Andet år

I 3. semester fortsætter du med fagene dansk, engelsk og KS. Desuden starter dine fagpakkefag og valgfag. Du skal til eksamen i engelsk og ét af fagene i KS efter 3. semester. Resten af fagene afsluttes med eksamen efter 4. semester.

I løbet af andet år skal du også skrive en større skriftlig opgave (SSO). Læs mere om SSO her.

 


Valg af fagpakke

I løbet af 1.hf skal du vælge din fagpakke. Fagpakken består af to fag, der toner din HF-uddannelse i en bestemt retning. På HF udbyder vi ni fagpakker. Fælles for vores fagpakker er, at vi samarbejder med institutioner uden for gymnasiet, og at vi giver dig mulighed for at møde en række forskellige uddannelser undervejs. Uanset hvilken fagpakke du vælger, får du en række projektforløb og praktikforløb, hvor vi sammen bringer virkeligheden ind i klasseværelset. Vi ønsker at skabe en sammenhæng mellem det, du lærer på skolebænken, og det, du aktivt skal bruge bagefter, uanset hvad du vil være.

Alle vores fagpakker er adgangsgivende til de korte og mellemlange videregående uddannelser.

 



Hvad kan jeg blive med en HF?

De videregående uddannelser har forskellige adgangskrav, så før du vælger fagpakke på HF, kan det være en god idé at undersøge adgangskravene på de forskellige videregående uddannelser.

 

HF studenter20 piger